tirsdag den 14. oktober 2008

HURRA

Det blev så enden på 23 ting. Det har været sjovt - spændende - stressende - irriterende - lærerigt og m.m. Nogle "ting" har ligget mere lige for end andre, men hen af vejen har vi nok alle udviklet en metode, hvor det er blevet nemmere at tilegne sig de nye opgaver. Der er blevet grinet godt på kontoret, og det har medført en ny og anderledes faglig snak.
Dimensionen med at komme hinanden ved på tværs af bibliotekerne er for mit eget vedkommende gået fløjten. Bare at følge lidt med i egne kollegers skriverier på bloggen, har været mere end rigeligt.
Der har været rigtig mange gode emner blandt de 23 ting. Flere er kommet for at blive. Jeg kan ikke undvære min Google Reader, hvor jeg kan følge med i sidste nyt fra Forbrugerstyrelsen og Filibussen. Gmail giver besked fra min "bogbus" søgning i Overskrift.dk. Google Maps gav en hel ny dimension i sommerferieplanlægningen og nej MP3 afspilleren var ikke med. Jeg bliver altså aldrig god til at have de propper i ørerne. Dokument- og billedbehandling var også rigtig godt, selv om flere af finesserne har fortabt sig i tågerne. Tilbage står vi så her med alle vores nye "venner" på Facebook. Jeg kommer nok til at indskrænke vennekredsen, men lov mig en ting. "Tag det ikke personligt". Jeg vil gerne være ven med Jer i det virkelige liv.
Til sidst vil jeg bare sig "TAK" til Jer, der har planlagt det hele. Jeg kan endnu huske, da Jette sad med 23ting slik posen og kørte det store charmekursus. Vi vidste jo ikke, hvad vi gik ind til, men der var en vis metaltræthed at spore i forsamlingen. Det har været sjovt at være med og jeg vil gerne deltage i de næste 123 ting.

1 kommentar:

Lisbeth sagde ...

Dejligt indlæg ;O)